Vandtilsyn

Forsyningssekretariatet (vandtilsynet) er en del af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Vi regulerer de økonomiske forhold i vandsektoren i Danmark, så de danske drikke- og spildevandsselskaber hele tiden drives så effektivt som muligt.

Vandsektorens kerneopgaver er at sikre rent drikkevand og at udlede renset spildevand tilbage til naturen. Men vandsektoren består af naturlige monopoler. Det betyder, at vand- og spildevandsselskaber ikke er udsat for konkurrence. Manglende konkurrence fører typisk til for lav effektivitet og derfor for høje priser.

I Forsyningssekretariatet anvender vi økonomisk regulering til at efterligne det konkurrencepres, selskaberne ville have oplevet, hvis vand og spildevand havde været konkurrenceudsatte ydelser på et velfungerende marked – under hensyntagen til, at drikke- og spildevandsselskabernes ydelser er samfundsvigtige og leveres under forskellige produktionsvilkår og med lovfastsatte krav om kvalitet. Under disse hensyn tager den økonomiske regulering alene forbrugernes parti. Vores opgave er, at der leveres så rent vand og så ren natur som muligt for forbrugernes penge.

En effektiv regulering styrker også efterspørgslen efter ny, bedre og prisstærk vand- og miljøteknologi til gavn for arbejdspladser og eksport.

 

Indberetning

VandData

Her foretager drikke- og spildevandsselskaberne indberetninger til økonomiske rammer og benchmarking.
Gå til VandData
Vandtilsyn

Afgørelser om økonomiske rammer og prislofter

Her kan du finde afgørelser om økonomiske rammer og prislofter for drikke- og spildevandsselskaber omfattet af vandsektorloven.
Afgørelser om økonomiske rammer og prislofter

Har du spørgsmål angående vandtilsyn?

Mail: vand@kfst.dk

Kontakt en medarbejder
i Forsyningssekretariatet

Ofte stillede spørgsmål

I er som udgangspunkt omfattet af vandsektorloven, hvis I forsyner mindst ti ejendomme med vand eller behandler/transporterer spildevand fra mindst ti ejendomme, og har en debiteret vandmængde på mindst 200.000 kubikmeter, jf. vandsektorlovens § 2, stk. 1.

Hvis I er i tvivl om, hvorvidt I er omfattet af vandsektorloven, kan I gøre opmærksom på det ved anmeldelsen, så vil vi foretage en konkret vurdering, jf. vandsektorlovens § 2, stk. 4.

I skal anmelde jeres vandselskab til Forsyningssekretariatet. Det gør I via mail til Forsyningssekretariatet til vand@kfst.dk.

Når jeres vandselskab er oprettet i VandData, kan I få adgang hertil ved brug af selskabets NemLog-in.

Bliver I omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1, skal I anmelde dette til Forsyningssekretariatet senest den 1. marts i det efterfølgende år.

Vi lægger den leverede mængde, det vil sige den debiterede mængde, til grund ved vurdering af, hvorvidt I er omfattet af vandsektorloven.

I kan blive undtaget fra den økonomiske regulering, hvis I i de seneste tre på hinanden følgende år årligt har leveret, behandlet eller transporteret mindre end 200.000 kubikmeter vand eller spildevand, eller hvis I er et forbrugerejet selskab med en årligt debiteret vandmængde på 200.000 til 800.000 kubikmeter, hvis forbrugere vælger, at selskabet skal udtræde af den økonomiske regulering.

Undtagelsen har virkning fra førstkommende hele kalenderår.